I maj 1995 tog vi, Gerda og Jan Lyngbjørn, på en lang cykeltur i Spanien. Vi havde hørt om en gammel pilgrimsrute, som oprindelig havde gået gennem det meste af Europa, også helt fra Danmark. Den var nu blevet genetableret på den spanske strækning takket være et EF kulturinitiativ. Senere blev vi klar over, at ruten skam ikke havde været nedlagt. Vi protestanter havde blot ikke beskæftiget os med den slags siden reformationen. For ikke at træde i noget vi ikke kendte rækkevidden af, valgte vi at kalde vores tur for en cykeltur. Vi ville dog være velkomne til at overnatte på de refugier, der var på ruten, blot vi indløste et pilgrimspas, fik vi at vide. Det var en ting, vi ikke fortrød. Vi mødte så mange interessante mennesker fra forskellige lande og lærte nogen af dem nærmere at kende. Det ville vi næppe have gjort, hvis vi havde boet på hoteller eller havde fulgt en grupperejse.
Vi startede fra Kastrup Lufthavn d. 1. maj 1995, skiftede både flyver og lufthavn i Paris og kom hen under aften til Biarritz, en fransk badeby ved Biskayen. Her overnattede vi og cyklede videre næste formiddag til Saint-Jean-Pied-le-Port ved Pyrenæernes fod. Her skulle vi køb os et pilgrimspas, og den egentlige tur skulle begynde.

Saint-Jean-Pied-de-Port nåede vi over middag. Her fra byen startede vi den egentlige cykeltur. Det er en af de gamle pilgrimsbyer med al det gøgl, som man kan forestille sig, at der har været i gamle dage. Vi fandt hurtigt Rue Citadelle, hvor vi skulle kunne få udstedt et pilgrimspas. Over for i nr. 28 står der en dame på sin trappesten og tilbyder os en lejlighed for natten.

Det er her til højre, vi skal finde en dame, som kunne udstede os et pilgrimspas. Det fik vi også efter nogen parlementeren. I Roncevalles havde været nemmere at få det, erfarede vi dagen efter. Over for er det statelige hus, hvor vi fik en lejlighed for 120 F for natten.

Dagbog

D. 1. maj 1995 om formiddagen piftede vi vores cykler i Kastrup Lufthavn, drejede styrene en kvart omgang, skruede pedalerne af, slog en plasticpressenning om hver af cyklerne og afleverede dem ved indcheckningen sammen med syv af vores cykeltasker for at tage den lille maskine til Paris.
Mens vi betragtede Danmarkskortet under os, begyndte uroen at gøre sig gældende: Hvordan skulle vi nu bære os ad med at skifte i Paris? For sådan var det nemlig. Ligesom når man kommer med toget, slipper man ikke for at komme ud i Paris' pulveriserende liv med alt sit habengut, når man skal videre. Man ankommer til Charles de Gaulle-lufthavnen, skal have al sin bagage udleveret, og to timer senere skal man have bragt sig til Orli - mindst 50 km på den anden side af Paris. Det gik dog nemmere, end vi havde troet, det ville.
Cyklerne kunne ret nemt pumpes op med den lille pumpe efter landingen ved Biarriz. Vi spurgte ved informationen på lufthavnen og fik anvist et hotel, Hotel prim'Etoile, som vi fandt lidt nede ad gaden. Cyklerne ind i linnedskabet og et nummer skrevet ned på en lap papir, så vi v.hj.a. lommeregneren på døren kunne lukke op til vores værelse.
Næste formiddag mod Saint-Jean-Pied-de-Port, 55 km. Det her er Baskerlandet, den franske del, Nedre Navarra. Det ligner Tyrol i den almindelige arkitektur. De har en speciel skilte-typografi, nogle grimme, klodsede bogstaver. Turen gik ud og ind mellem grønne bjerge, nederst landsby og skov, øverst lav bevoksning. Masser af træ og får, små vinmarker ved husene. Strengt med bakker den første del. Frokost i Campo, hvor legepladsens redskaber ser ud til at være produceret i Danmark.
Saint-Jean-Pied-de-Port nåede vi over middag. Her fra byen startede vi den egentlige cykeltur.
Det er en af de gamle pilgrimsbyer med al det gøgl, som man kan forestille sig, at der har været i gamle dage.
Vi fandt hurtigt Rue Citadelle, hvor vi skulle kunne få udstedt et pilgrimspas. Over for i nr. 28 står der en dame på sin trappesten og tilbyder os en lejlighed for natten. Cyklerne kan stå i gangen, mens vi fjæler os på 2. sal. Det er et gammelt flot byhus fra 1700-tallet. Mørke udskårne trappegelændere og paneler.
Gik tur og købte mad. Den laveste del af byen ligner Palma på Mallorca ved Magaluf. Der lyder høj musik ud af højttalerne overalt i byen.
Købt mad for ca. 22+16+35=73 F også til i morgen tidlig.

Men først skal vi op over Pyrenæerne!

Er vi kommet til Spanien - eller er vi stadig i Frankrig. Vi har ialtfald ikke set nogen grænse endnu. Jo, det er Valcarlos, der hvor Karl den Store havde slået lejr, da hans bagtrop med ridder Roland blev massakreret af baskerne oppe i passet. - Og den ligger i Spanien.

Ved 4-tiden om eftermiddagen nåede vi Ibaneta-passet.

fortsat dagbog...

I Valcarlos, der, hvor Karl den Store lå i lejr, mens maurerne (det var nu de kristne baskere ifølge Karl den Stores egne historiker) massakrerede Ridder Roland og alle de andre tapre kristne riddere længere oppe i passet. Her var vores første stop. Vi var ikke helt klar over, om vi havde passeret grænsen til Spanien, så vi lyttede godt efter, hvad sprog folk talte. Mens jeg sad på en bænk uden for en butik, kom der en mand hen og satte sig og tiltalte mig på gebrokkent fransk. Jo, det sprog kendte han godt, han havde nemlig været nogle år i Canada! Vi fortsætter opad.
En fordel ved "bukkehornene" er at det er lettere at finde en ny håndstilling, når man skubber cykellæsset stejlt opad i længere tid. Det var værst, når man skulle om hjørnerne, klippefremspringene. For det første fik man et kraftigt pust af vinden, men det var ikke til at se på forhånd, om der kom buldrende en lastbil læsset med tykke træstammer, og især var det spændende, om den lige netop der, hvor vi var, skulle passere den lastbil med den samme slags træstammer, der kom prustende nede fra.

På Pyrenæernes top, i Ibanata-passet, står der bl. a. mindestene for Ridder Rolands berømte kamp mod muhamedanerne, hvis hær skulle have dækket bakkerne her. Historikerne siger dog, at det var en flok (kristne) baskere, der havde overfaldet dem!

Det er et af de foreløbige mål, som pilgrimmene stiler efter på turen langvejs fra. Her standser de op, planter et primitivt kors og be'r en bøn. Vi, der bare er et par cyklende turister, stiller os op og glor.

fortsat dagbog...

Ved 4-tiden om eftermiddagen nåede vi Ibaneta-passet. Der er en lille kirke, to mindesten og en lille høj med en masse kors, som pilgrimme havde lavet af tilfældige pinde.
Netop i Ibañata passet var det at Ridder Roland efter sagnet blev overfaldet af de grumme scaracenere - Historikerne fortæller os, at i den begivenhed, der ligger til grund for sagnet var det kristne baskere! Inden han døde, lod han sit horn, Olifant, lyde, så kraftigt, at Karl den Store hørte det i sin lejr i den landsby som efter det hedder Valcarlos. Så vidste han, at Roland var faldet.
Her planter pilgrimmen et kors lavet af sammenbundne kæppe og rafter i en lille høj, inden han fortsætter på de næste 782 km´s vandring til den forjættede by, Santiago. Foreløbig kan man gå de næste 1,5 km til klosteret i Roncevalles, hvor et pilgrimspas og hor man kan finde overnatning.

På sovesalen var vi 5, og ved siden af var der en anden sovesal, hvor der var 2. Vi mødte en ung mand, Jan, fra Brasilien. Vi havde set ham på gaden i Saint-Jean-Pied-de-Port.

Næste dag starter vi i isnende kulde med at køre ned ad bakken. Først skulle vi finde en købmand , så vi kunne få noget at spise.

Dagbog

På klostret mødte vi 4 danskere. De var alle mere eller mindre spansktalende, og det var vores held, for hvordan skulle vi ellers være kommet i kontakt med klosterpersonalet? Det skulle nemlig ske via et samtaleanlæg! Vi havde gået og vredet hænder et stykke tid og vidste ikke hvad vi skulle gøre, da vi traf på de 4 danskere. Der blev trykket på knappen, og kort tid efter følte jeg det helt hjemligt. Der dukkede nemlig en lille tør mand med baskerhue op. Ham kendte jeg! Ja, fra fjernsynet altså. Vi havde set en film om en engelsk dame, som cyklede til Santiago. Han fik os bænket og begyndte at dele spørgeskemaer ud. Vi skulle krydse af for at fortælle, hvorfor vi egentlig tog på denneher tur. Bag efter ville han give os pilgrimspas, men vi havde jo vores hårdt tilkæmpede fra dagen før. Og så var der messe klokken 20!
Den lille baskerhuemand viste os, hvor vi kunne få låst cyklerne inde og hvor vi kunne sove, gå i bad, børste tænder osv. Og så var der jo messe klokken 20! Han sagde ikke noget om brevsprækkerne i væggene, hvor man kunne lægge sin donation til klostret. I princippet var det gratis at overnatte, men det er jo ikke gratis at drive sådan et refugium.
På sovesalen var vi 5, og ved siden af var der en anden sovesal, hvor der var 2. Vi mødte en ung mand, Jan, fra Brasilien. Vi havde set ham på gaden i Saint-Jean-Pied-de-Port.

Vi gik så til messe kl. 20. Vi satte os på de bagerste pladser, for vi skulle jo bare kigge, men så let slap vi ikke! Ind ad døren kom der to ret tatoverede fyre ivrigt knælende og slående kors for sig, og straks efter kom der en mand hen til os og bad os passe godt på vores værdigenstande, for selv om vi var på et kloster, kunne vi jo ikke vide, hvad de forskellige pilgrimme egentlig var ude på. Iøvrigt ville vi på et tidspunkt blive kaldt op til alteret. Jamen i Danmark er vi jo ikke katolikker, sagde jeg til ham. Jamen derfor kan I vel godt modtage en velsignelse!
Nåe, jo.
Der var 6 præster eller munke i hvidt med røde bånd, en i sort/hvidt. (En franskmand fortalte os senere, at det var kannikker.) Manden fra før var en af dem, den lille baskerhuemand en anden. De sang og svingede med røgelseskar, byttede pladser og byttede ting, og da vi var begyndt at regne med, at vi havde misforstået beskeden fra før, blev vi alligevel kaldt hen til alteret og fik vores velsignelse.
Der er noget, der hedder pilgrimsmenu. Jeg havde egentlig opfattet det som et billigt måltid til den fattige pilgrim, altså en slags almisse, så det var noget genert og usikkert, at vi snusede rundt om de to restauranter - og hvordan skulle vi få spurgt om det? Så det var ganske rart, da Jan fra Brasilien dukkede op og spurgte, om vi ikke skulle gå ind og spise. I Brasilien taler man portugisisk, og det sprog forstås åbenbart lige så godt i Spanien, som norsk forstås i Danmark. (Det ser også ud til at være tilfældet med italiensk.) Her var pilgrimsmenuen den billigste på kortet, men sådan var det ikke alle steder, skulle det vise sig. Vi spiste for 1000 pst grøntsagssuppe, skinke med indlagt ost og pommes frites, is til dessert og en god flaske rødvin til deling.
To tyske pilgrimme, sortklædte med hatte, stokke, muslingeskaller m.m. havde spanket rundt på området og set meget målrettede ud, men de dukkede nu ikke op på sovesalene, så de har nok overnattet på hotellet. Iøvrigt ikke set senere.

Vores morgenmad kunne vi vel købe hos den næste købmand. Vi oksede ud ad forskellige sideveje, som så ud til at føre til landsbyer, men ingen steder fandt vi en købmand.
På dette hus hang der et lille bulet emalje-skilt af den slags, der stod Persil på i gamle dage.
Hvem ku' vide, at det var en købmand?

Vi er nu rustede til at fortsætte mod Larasoaña.

Dagbog

4. maj.
Man skal stå op kl. 7 og være ude inden 8. De to tatoverede - iøvrigt flinke italienere - erhvervede sig allerede her betegnelsen syvsoverne i vores omtale. Netop kl. 8 vendte jeg mig om for at tage et billede af Roncevalles, idet solen kom op over trætoppene. Så gik det nedad i susende fart - men, hvor var det koldt! Cykelhandskerne var min eneste redning, og de kan faktisk godt lune lidt.
Men vi skulle jo se at finde en købmand. Her lidt over otte var der ikke meget liv i den landsby, vi kom til, og der var slet ikke noget, der mindede om en forretning. Vi måtte videre til den næste og den næste, og så kunne vi se en by noget inde på marken, og vi måtte jo forsøge. Heller ikke noget der. Den næste landsby blev også grundigt undersøgt med negativt resultat, indtil der ved siden af en åbenstående port sad noget ramponeret noget på væggen, der med lidt god vilje kunne tolkes som et reklameskilt fra før krigen. Gevinst! Stabler af tønder og sække, hylder med alskens bedagede varekategorier, nogle vaskepulveræsker og en afdeling for colaflasker, skinker og pølser hængende ned fra loftsbjælken og inde i grottens inderste en rigtig glasdisk. Der skulle man stille sig op på den ene side, mens købmanden (konen) stod på den anden.
Pyrenæerne var ligesom ikke slut endnu, og var det koldt, da vi startede, var det nu trykkende varmt. Det var Alto Erro, vi var på vej op på. De vandrende pilgrimme går uden om. Vel ankommet til toppen fik vi bredt dugen ud i græsset og stillet frokosten frem.

Ud på eftermiddagen nåede vi frem til Larrasoaña, hvor vi havde tænkt os at overnatte. Det ku' vi også godt. Det var den ene halvdel, der var indrettet til et fint moderne refugium. Den anden halvdel var byens restaurant, og midt imellem var der en lang, smal tarm, hvor borgmesteren havde sit kontor. Der sad han så og administrerede især refugiet. Han var meget aktiv med at skaffe os synlige tegn på, at vi havde været i Larrasoaña, bl.a. måtte vi love at bære nogle lange gule plasticstrimler med byens navn - men hva', vi så ham jo ikke siden!
En mand fra Uruguay humpede rundt på bare fødder og smurte flittigt jod på sine vabler åbenbart i håb om, at det skulle frembringe et mirakel, så han kunne afslutte sit foreløbig 14 dages ophold på stedet.
De to italienere ankom. Den ene kendte godt Danmark. Han havde haft en dansk pige. Også Jan fra Brasilien kom, i selskab med en spanier som hed José. Ham lærte vi senere lidt at kende. Og så ventede vi bare på, at klokken skulle blive 20, så vi kunne få vores pilgrimsmenu. Det er nu sin sag at bestille mad i Spanien, når man både er genert, overhovedet ikke kan spansk, og der ikke er noget menukort, hvor man kan pege. Vi spurgte Jan, hvad det var for noget suppe, de spiste. Skuldertræk. Det er bare suppe!
Nå, men vi kunne jo begynde med at bestille en øl. Det hedder vel noget med bierra, eller sådan noget, som det plejer på udenlandsk. Her fik så min første egentlige lektion i spansk: Sæt jer! Værten kom så anstigende med lærebogsmatrialet, to normalt udseende flasker, men nederst på etiketten stod der "Cerveza". Udtale og ortografi blev repeteret nogle gange, og og vi skulle nu være i stand til at klare os i Spanien. Der var nu mere end (hvidløgs?)suppe i menuen: Hamburgryg med spejleæg og pommes frites, alt sammen tilberedt på katederet i det forhenværende klasselokale, der udgjorde restauranten.

Pamplona

5/5 Så gik det mod Pamplona. Heldigvis har de fleste hovedveje en halv meter asfalt uden for kørebanen, så det var mest grus i øjnene, der generede, når lastbilerne ustandseligt passerede os. Borgmesteren havde sagt, at vi skulle tage ind til noget, der hed noget med Trinidad, for at hilse på Endourain og iøvrigt se et arabisk kvarter i byen, og eftersom vejen mere og mere antog karakter af motorvej, efterhånden som vi nærmede os Pamplona, måtte vi også søge nogle mindre direkte veje. Jeg kan ikke huske så meget fra den del af turen ud over smalle, bakkede og krogede gader, fyldt totalt med mennesker og biler. Vi var også inde i en kirke. Rundt omkring på Castillepladsen sad pensionister med højstpillende ghettoblastere i indbyrdes konkurrence om musikstilen. Det var lige før, det ikke var rimeligt at sidde på bænken i solen og spise frokosten, men vi gennemførte.
Videre ud af byen til Cizur Menor, hvor der skulle være et refugium. Men hvor? Vi delte os i to hold for at gennemsøge byen for skilte, men der var ingen tegn på tilstedeværelsen af et refugium. Ingen vidste noget. En ung mand omfavnede os og bad os vist tage hilsener med til Sankt Jacob i Compostela. Det private refugium var et lidt stort havehus i byens sydlige udkant med en engelsktalende værtinde. Cafeteriet bød på en lokal specialitet: rogn, ris, blodpølse og plasticsovs. En mystisk farve havde det ihvertfald.

Det var ikke i tyreløbssæssonen, vi besøgte Pamplona - Godt det samme. Det vi så var blot en storby som så mange andre. Ja, vi ventede i en tid på at komme ind og se en kirke, og det var så det.
Vi skulle uden for byen - til Cizor Minor - for at finde det lille private refugium.
Videre mod den lille kirke Eunate

Eunate, en lille kirke og dog kaldt Eunate med de hundrede døre. Den er ottekantet med en ydre rundgang afgrænset af en buerække. (Det er nok de 100 døre.) Romansk og med alabast ruder i vinduerne.

Værtinden anbefalede ikke at tage den direkte vej til Puenta la Reina. Så kunne vi nemlig også få den lille Eunate-kirke at se. Gennem et landskab af meget store grønne marker snoede en lille vej sig tilsyneladende opad og opad. Vi havde ikke set nogen købmænd, men i Campada måtte der vel være en! Masser af mindst 10-etagede højhuse med tilskoddede vinduer i middagsvarmen og stadig en trafik af store lastbiler med grus. Men stadig ingen købmand. Der var en lukket tankstation med en hylde med et par pakker kiks. En bar var der da.
Gerda gik ind for at se, om man kunne få noget at spise. Hun kom ud og sagde, at de nok lige havde åbnet, og at der må have været en kæmpe fest i aftes, for hele gulvet flød med alt muligt affald, som en tjener gik og fejede op. Vi lærte senere, at det var en del af den spanske nationalkultur. Det er helt almindeligt, at man i en spansk bar vader rundt i brugte servietter, cigaretskod, øldåser m.m. Men hvis vi ville vente i en times tid, blev comodoren, spisestuen, åbnet, og da alternativer ikke var i udsigt, gjorde vi det. Comodoren var - som det sig også hør og bør - pæn og ren. Vi fik en fin paella, brød, øl og mineralvand for under 70 kr.
En halv snes kilometer er der så til Eunate, den lille kirke og dog kaldt Eunate med de hundrede døre. Den er ottekantet med en ydre rundgang afgrænset af en buerække. (Det er nok de 100 døre.) Romansk og med alabast ruder i vinduerne. Kirken var lukket, men vi fik en snak med nogle børn og deres fire ældre generationer, der var på skovtur i autocamperen.
Puenta la Reina, dronningens bro. Doña Mayor, Sanche 3 (1000-1035)'s hustru har fået æren for at have slået bro over floden Arga, så pilgrimmene ikke skulle omkomme i vandene. Der opstod en by, som dog hurtigt blev reguleret med lange lige gader, og tempelridderne byggede kirke og kloster. Men broen er stadig byens egentlige attraktion. Der er bygget en ny, så man kan fotografere den gamle i hele dens udstrækning.
Jan fra Brasilien var ankommet før os, men det hævner sig at lægge så hårdt ud, så han må nok ty til den her i landet så skattede jod. Og så kom de første cyklister foruden os: Et hollandsk ægtepar på ca. 70, der med en fart på mellem 80 og 100 km om dagen var cyklet fra Tours, hvor deres bekymrede børn endeligt var gået med til at sætte dem af. De skulle først til Santiago, så ville de cykle tilbage langs nordkysten til San Sebastian, hvor de skulle møde en hollandsk bus om en måneds tid. Der var også en mand med en mountainbice, som nok havde fået sin smed derhjemme til at konstruere et stativ, så hans rygsæk kunne spændes fast bag på cyklen.

Puente la Reina, Dronningens Bro, bygget til pilgrimmene mellem 1000 og 1035, altså på Knud den Stores tid.

Jacobs chausseen er en gammel brolagt strækning med broer. Måske er den et levn fra romertiden?

Væk fra vejen, ind på den rigtige camino?

7/5. Der var en gammel romersk vej, som vi skulle se, men den ville nok være vanskelig at køre på cykel på, så da den et sted ville krydse landevejen, og man fortalte os, at landevejen var blevet lagt om uden at den gamle vejstrækning var blevet fjernet, så vi kunne benytte den, - ja, så tog vi den mere behagelige asfaltstrækning. Ved den romerske bro mødte vi så de andre og cyklede videre til Estella (Lizarra), hvor frokosten blev indtaget på en bænk under skiften mellem drypregn og solskin i 18 graders varme.

Jo, der var da stille og roligt på grusvejen, men hvor rigtig den var, er nok mere tvivlsomt.
Ude i horisonten ventede Los Argos, hvor vi skulle overnatte hos skolelæreren Jose var allerede ankommet, da vi efter megen spør-gen i byen fandt "skolelærerens" hus.

Men nu skulle vi prøve den rigtige camino. Ved Azqeta kørte vi ind på en grusvej, som efterhånden gik over i et par hjulspor i græsset. Hist og her var der plantet nye træer, som nok om 10 år skal give lidt skygge til den sommervandrende pilgrim. Landskabet er utroligt flot med mange små landsbyer, som stikker op mellem marker og bjerge.
Gerda blev ved med at snakke om, at vi skulle til Los Argos og bo hos skolelæreren, som havde refugium, men i Los Argos var det småt med kendskabet til sagen. Nogle drenge sagde rap, rap og baskede med hænderne, da vi spurgte dem. Andre pegede der over i henholdsvis den ene og den anden retning, hvilket førte os et par gange rundt om den samme blok, indtil vi vovede os ind i en garage, hvor vi blev vist ad trapper, over brædder ind i en have og til sidst op ad en vaklende trappe til taget, hvor der var tre værelser til udlejning til pilgrimme. Jose, som vi havde mødt tidligere, boede i det andet værelse, og han fortalte os, at han var spansk, men var vokset op i Belgien og nu flyttet til Salamanca. Francisco på 9 år kunne demonstrere sine poco, poco engelskkundskaber; det kunne Natali på 7 ikke. Om aftenen flokkedes folk på torvet i deres fineste puds, gik rundt og snakkede og hyggede sig.

Det næste mål var Logroño.

8/5. Afgang kl. 9. Alt lukket. Spanierne har åbenbart fikst løst problemet med sommertid og fælleseuropæisk tid: Intet starter før 10.
Det gik op og ned. Landskabet skiftede karakter: mere landbrug - oliven og vin. Vi er i Rioja. Ankommer til Logroño i middagsdøsen, bakser os gennem en totalt opgravet gade frem til refugiet. åbner kl. 18! Udsigten til at skulle passe på cykler og bagage i byen i 6 timer får os til at håbe på heldet, og det kommer. Døren går op, og en lille sminket dame kommer ud. Det er en pilgrim (en af de brasilianske piger), der skulle i byen og købe noget. Vi kommer ind og får tingene i sikkerhed.
Da vi er uden for højsæsonen, er kun den ene sovesal åben, så både mænd og kvinder skal være der.
Restaurantstandarden er ikke som vi er vandt til. Siddende på et bræt med ryggen op ad væggen spiser vi en velsmagende menu, mens tjeneren øver sig på sit nyindkøbte keyboard, og lidt halvsnaldrede rokker vi ud i solskinnet på torvet og sætter os og kigger på storkene, som flyver omkring katedralens tårn, for inden for kan vi ikke komme før senere.

I katedralens tårn har storkene bygget reder i stort tal. Der er mange storke i Nordspanien.
På pladsen neden for er der ved at blive lagt nye fliser.
I middagsheden var det dejligt at kunne søge ind i en lille restaurant og få middagen. I Spanien er det ikke så fornemt som hos os - nogle træbænke uden ryg og en ternet bomuldsdug på det primitive bord.

9/5. Startede ved 9-tiden efter at have være på posthuset og sende det mest nødvendige vintertøj hjem. Nu havde vi jo set, at solen skinnede i Spanien i maj. Vi vidste jo ikke, at vi stod over for et alvorligt omslag i vejret!
Den værste trafik med store biler, men udenfor ved Navaretta, 14 km fra Logroño, deler vejen sig, og en del af trafikken går ad Bilbao til. Tog et par små omveje op til en by på en top og ned igen. Ankom til Najera kl. 15.30. Llave, nøglen til refugiet, skulle hentes i baren over for, men det var nu ikke nødvendigt. Syvsoverne var der.
Najera er en by, der er bygget op mod en stejl, rød klippevæg og med et borglignende kloster med høje vinduesløse vægge og hjørnetårne. En åben restaurant fandt vi ikke. I en bar, hvor restauranten var lukket i dag, var man ganske afvisende over for folk med andre tungemål. Spansk er godt nok for mig, kunne vi forstå, at barmanden sagde.

Najera er en by, der er bygget op mod en stejl rød klippevæg, og den har et borglignende kloster med meget høje vinduesløse ydervægge med hjørnetårne.

Vi tager en lille afstikker til Yoso-klostret.

10. maj. På vejen til Santo Domingo gjorde vi en større afstikker. Vi ville besøge klostrene Yuso og Suso. Yosu klostret er et stort pragtbyggeri med en indgangsportal udsmykket med skulpturer, søjler og relieffer. Gerda mente, at der nok skulle være refugie sådan et sted, og hun gik ind for at spørge, om man kunne overnatte der. Ja, sandelig frue! Vi har dobbeltværelser til kun 1100 kr. for en nat. Vi nøjedes med at købe flæsk, brød og øl i kiosken og nød det på bænken uden for, mens vi fodrede et par små sultne hunde. Suso klostret skulle være mere beskedent, men vejen derop var spærret, så vi nøjedes med at fotografere det med telelinsen.

Vi trækker den lidt længere, for det er koldt om morgenen. - I starten var vi i området Navarra, der var det ret varmt. Så kom vi til området Rioja (kendt for sin vin), der var det også varmt. Landskaberne lignede hinanden med mange bjergområder, men der blev mere og mere vin og landbrug, efterhånden så vi hvedemarker og oliventræer. Så kom vi til området Burgos, som siges at have 9 måneders vinter og 3 måneders hede, det er stadig vinter, og det fik vi at mærke.

Vi stilede nu mod Santo Domingo.

Santo Domingo de la Calzada er opkaldt efter Santo Domingo, der var en eremit, som byggede vej,
en lang strækning med brolægning og dertil en bro over Oja.

Da vi kom til Santo Domingo de la Calzada var der gang i en stor fest. Den var begyndt den dag om middagen, vi kom sidst på eftermiddagen. Flere gange i løbet af dagen var der processioner rundt i byen. Forrest var en flok drenge på 5-16 år, tror jeg, klædt på i kulørte kjortler og lange strømper. På fødderne havde de hvide tennissko med kulørte "silke" snørebånd. De hoppede og dansede med kastagnetter i hænderne. Nogle mænd spillede fløjte og tromme til. De kunne tilsyneladende kun en melodi! Bag efter kom den ene gang en oksekærre med brænde og grønne grene. Grenene blev velsignet af en præst og båret ind i kirken, hvor de blev bundet på et "bur", som var rundt om helgenens statue.
En af de sidste dage i festen skal helgenen bæres rundt på en båre på skuldrene af 4 mænd. - I næste runde var det en hest læsset med store runde brød. - Senere købte vi et minibrød af den slags, det var nærmest en lagkagebund. Da vi kom tilbage til refugiet var der lavet varm chokolade, som blev spædet op med kold mælk, til os alle. Jeg sad ved siden af en lille indianer fra Bolivia, han havde studeret i Tyskland og skulle nu ud og se Europa. Han talte spansk og engelsk. Han var meget sød, han ville blive og overvære hele festen i 5 dage. - Nå, efter drengene kom i næste omgang byens herrer i jakkesæt (det var muligvis en slags orden eller forening til støtte for den her helgen), senere var deres koner med i flotte sorte modedress med store hvide "ting" på hovedet, kæmpelagkager beklædt med hvidt silke, tyl og blomster. Inde i pilgrimshuset var der et rum, hvor der lå dyrekroppe, vin og redskaber, der skulle foregå et eller andet. - Næste dag inden vi tog af sted ved middagstid, valfartede byens befolkning op og ned ad trapperne til en festsal for at se borddækningen. Der var pyntet med dukker med hovedbeklædning, hønsefigurer, blomster, sølv og guld. En af de sidste dage skulle de hvide hatte bæres af unge piger i hvide kjoler.

Det regner...

Drengene danser videre i regnen, tilsyneladende til den samme melodi. Vi pakker cyklerne, tager ud i det og håber på bedre vejr?

Kykkelikyee!..... Ja, det er rigtigt. Der er høns i kirken - ophøjede høns! I det fornemme bur der henne.
En gang i middelalderen gjorde en lille familie: far, mor og deres unge søn holdt her for at overnatte. De var fromme pilgrimme på vej til Santiago.
Herbergets tjenenstepige fik et godt øje til den unge mand og forsøgte at lægge an på ham. Men han var standhaftig - han var jo på pilgrimsrejse.
Da de skulle rejse, gemte pigen et kostbart sølvbæger i den unge mands bagage.
Den unge mand blev anklaget for tyveri og blev dømt til hængning. Efter henrettelsen drog de sørgende forældre videre til Santiago.
På tilbagevejen besøgte de galgestedet, hvor deres søn stadig hang, men han var ikke død! Englene havde båret ham oppe, fordi han var uskyldig og from.
Straks gik forældrene til dommeren, som var ved at spise hanekyllinger og nødig ville forstyrres. Han svarede dem, at deres søn var lige så levende som hanekyllingerne på hans tallerken.
Straks rejste kyllingerne sig fra tallerkenen og baskede rundt i stuen!
Den unge mand blev taget ned og frigivet, og pigen fik sin fortjente straf.
Derfor har man høns i kirken i Santo Domingo. Belorado dukkede op. Gerda foreslog, at vi tog in på refugiet der for at hvile os, inden vi kørte videre. Det blev uden diskussion vedtaget. Uden for stod nogle cykler, et æsel og en lille tohjulet vogn. Inde sad en mand og tørrede sin pilgrimsguide over en petroleumsovn.

Belorado-refugiet var ret specielt: En gammel teatersal, hvor køkken og wc var indrettet på scenen og salen var v.hj.a. jernbjælker og spånplader delt i to etager, så der kunne soverum på 1. salen.

14/5 95 Vi har cyklet 40 km i dag, de 19 var den egentlige Camino. Resten på små lokalveje. Vi startede ved 9-tiden fra en stor by, Burgos, hvor vi sov i en barak i udkanten af byen, ca. 50 personer var der plads til, vi var vel 25. - Manden, som passede det, havde lavet cola-cao-kaffe med mælk i garagen i morges, hertil ristet brød, som de indfødte puttede i "kaffen". Cola-cao er et cacaopulver, tror jeg, men det lyder uhyggeligt. Vi putter så penge i en bøsse, når vi går, 10-20 kr. De fleste står op ved 6-7 tiden og er hurtigt af sted. Vi er dog ikke så hurtige! Det var meget vanskeligt at finde ud af Burgos - eller var vi bare overraskede over at skulle igennem så lossepladslignende steder. Ved Tardajos forlod vi landevejen og fulgte caminoen. En eller anden havde skamferet de ellers så pæne vejvisersten med de indhuggede muslingeskaller v.hj.a. grøn maling. Det var vist en reklame for et privat refugium eller restaurant.

Næste morgen forsynede vi os med 5 franskbrød og tog af sted igen.

12. maj. Vi forlod stedet som de sidste efter at have aftalt med de andre, at vi skulle mødes i San Juan de Ortega. Da vi var i nærheden af en bager, benyttede vi os af lejligheden til at forsyne os med brød - 10 stk. tror jeg, vi købte. Nu havde vi jo også nogen at dele med. Ved Tosantos tog vi en mindre vej ind over et bjerg, hvor vi kom op i 1240 m's højde. Det havde nu ikke været nødvendigt at fortælle os det, men i vejkanten stod der fra tid til anden små cementpæle, hvorpå der stod "OP"! Da vi var kommet rigtig op i det kolde, kom der to kæmpemæssige fugle kredsende. Det er to ørne, der er ude for at finde middagsmaden, sagde Gerda. Vi skyndte os ned igen og følte os i sikkerhed i en lille kro i Villalomez. Eftermiddagen bød på regn og hagl og sol og blysort himmel og klaprende med tænderne fandt vi frem til San Juan de Ortega.
Burgossletten ligger 1000 m over havet, og det gør det ikke just varmere, og området har også ord for at have 9 måneders vinter og 3 måneders hede. De brasilianske piger havde fundet deres uldne vanter og huer frem, da vi mødte dem på klostret San Juan de Ortega. Her skulle der være et stort og berømt refugium, hvor munkene ville servere varm suppe til pilgrimmene. Men ak, der var lukket! Der boede en enkelt præst, og han havde taget bilen og var kørt til Santo Domingo, for der var jo fest. Dog, der var en lille bar, drevet af en familie, der havde arbejde med at passe det praktiske på klostret. De kunne ikke lukke op til herlighederne, men de kunne godt skrabe sammen til et måltid til de 7 pilgrimme, som efterhånden havde fundet vej hertil. Foruden de før omtalte var Frank nemlig ankommet. Han er englænder og havde før været på turen med sin kone, men den gang havde de sprunget San Juan de Ortega over, og den skade måtte nu gøres god igen. Vi fik suppe og tortillas, og det blev en munter aften med øl, vin, sang og guitarspil. På et tidspunkt havde præsten været der og lukke op, og Albert havde spurgt ham, om der ikke kunne komme lidt varmt vand på badeværelset i stedet for det iskolde, men præsten havde svaret, at en pilgrim måtte gerne være beskidt, og så var han kørt igen! Vi gik rundt i sovesalene og fandt tæpper, som vi kunne sno uden om soveposerne. Så gik det.
Da vi kom fra baren, kom en arbejder (fra klosteret eller fra et af de 7 huse) og inviterede os et listigt sted hen. Vi var nu kun Maria Luzia, Albert, Jean, Frank (englænderen) og mig, de andre var gået i seng. Arbejderen havde et skur, nej, det var et faldefærdigt stenhus med et ildsted og nogle bænke, der hyggede "byens" mænd sig efter fyraften. Et par af mændene (vore) talte lidt spansk og Maria portugisisk, så det gik. Der var hundekoldt om natten i den store sovesal.
Om morgenen var der is på Bobous vand. Bobou var bundet til et træ om natten.
13. maj. Der er 27 km til Burgos. Det er en lang by, der ligger på begge sider langs floden. I en park i den anden ende af byen står en stor, lys bjælkehytte, visk nok midlertidigt refugium. Op ad dagen var det som at komme i sommerlejr. Men vi skulle jo ud og se på byen, og som pilgrim, er det nok kirkerne man må interessere sig mest for. Katedralen er en mastodont af en gotisk kirke med tårne og spir i massevis, men over for den ligger en mindre kirke, som alle var enige om var flottere, ihvertfald indvendigt. En stor hvid altertavle, der fylder hele bagvæggen. Natten tegnede til at blive mindst lige så kold som den foregående, og her var der ikke en hel masse sale og gå og finde tæpper i. Manden, der passede refugiet refugiet for kommunen, havde dog et stort skab med tæpper af en vis kvalitet. Gerda og jeg fik tilsammen noget, der mest af alt mindede om et gulvtæppe, og vi måtte supplere med noget tænderklapren den nat.

San Juan de Ortega klostret. Ja, det er da stateligt, men der er lukket. Der bor en enkelt præst, men han har sat sig ind i bilen og er kørt til fest i Santo Domingo.

Heldigvis hørte der en bar til stedet, og her kunne værtinden godt finde noget at lave en middag af. Rundt om bordet har vi Albert fra Paris (med guitar), 3 "piger" fra Brasilien, Frank fra England, Jan, Jean fra Frankrig og Gerda, der fotograferer.

Da vi kom fra baren, kom en arbejder (fra klosteret eller fra et af de 7 huse) og inviterede os et listigt sted hen. Vi var nu kun Maria Luzia, Albert, Jean, Frank (englænderen) og mig, de andre var gået i seng.
Jean har været af sted i 11/2 måned. Han er pensioneret landmand fra Vestfrankrig. Han byder på posesuppe næsten hver aften, for han har fået mad alle de steder, hvor han har sovet hos folk på sin vej ned gennem Frankrig.

Næste dag må vi alle videre mod Burgos.

14/5 95
Vi har cyklet 40 km i dag, de 19 var den egentlige Camino. Resten på små lokalveje. Vi startede ved 9-tiden fra den store by, Burgos, hvor vi sov i en barak i udkanten af byen, ca. 50 personer var der plads til, vi var vel 25. - Manden, som passede det, havde lavet cola-cao-kaffe med mælk i garagen i morges, hertil ristet brød, som spanierne puttede i "kaffen". Cola-cao er et cacaopulver, tror jeg, men det lyder uhyggeligt. Vi putter penge i en bøsse, når vi går. De fleste står op ved 6-7 tiden og er hurtigt af sted. Vi er dog ikke så hurtige! Det var meget vanskeligt at finde ud af Burgos - eller var vi bare overraskede over at skulle igennem så lossepladslignende steder. Ved Tardajos forlod vi landevejen og fulgte caminoen. En eller anden havde skamferet de ellers så pæne vejvisersten med de indhuggede muslingeskaller v.hj.a. grøn maling. Det var vist en reklame for et privat refugium eller restaurant.

Katedralen i Burgos et statelig at se.

...men på den anden side af gaden, op ad den brede trappe til Eglise San Nicolás de Burgos, er interiøret meget flottere.

..så det er umagen værd at gå op ad trappen og passere gaden.

Selv om man bor lige op ad katedralen, kan man godt hænge sit vasketøj op ud til gaden.

Refugiet i Burgos. Aprilvejr om dagen - frost om natten.
Om morgenen var der morgenmad og Colacao i opsynsmandens redskabsskur.

Efter morgenmaden i redskabsskuret skulle vi af sted igen

Strækningen skulle være "tout à fait reslisable en velo", og det skal da nok passe, hvis ikke lige der havde kørt en traktor med meget brede hjul i en meget våd del af året. Hjulsporene var af en dybde og især bredde, som ikke tillod, at man kørte i dem med cykeltaskerne på, og at køre mellem dem var rent "brinkmanship", og det samme var tilfældet ved siderne. Vi gennemførte og kom gennem et område, der enten var øde, tilsået med korn eller der var lave kalk- eller mergelbjerge. Vi spiste vores frokost på en rasteplads, der var lavet til pilgrimme efter lige at have måttet bringe os i sikkerhed for en flok motorcross-drenge, der skulle nå først et eller andet sted hen, og senere fik vi en øl i verdens fjerneste landsby.

... parfaitement faisable en biciclette...ja, her der det da meget pænt, men når hjulsporene er en halv meter dybe og brede, og der er en halv meter imellem dem, er det ret besværligt at manøvrere med en fuldt taskebelæsset cykel!

Måske kan vi få noget at spise i Hornillas?

Om morgenen er det iskoldt, men op ad dagen, når solen får magt, kan det være nødvendigt at ændre på påklædningen.

Og så er der Victorino. De grønne bemalingers ophavsmand. Han stod uden for døren i tykke briller og en snavset blå kittel og kaldte os inden for. Tøvende blev vi enige om, at vi kunne da prøve. Hvis stue havde været noget man kunne sige om det lokale, vi kom ind i, ville jeg have kaldt det en vinkelstue. Langs gavlvæggen var der en lang forhøjning i bordhøjde, der var dækket af gammel hvid plastic, og så var der plankebænke at sidde på. Lokalet var i enhver henseende i en miserabel tilstand, men vi blev hurtigt trukket der hen, hvor han havde sine remedier og blev præsenteret for et flot stykke kød og en væske i en gryde, hvori der flød nogle brødstumper.
Vi erklærede os villige til at spise! Vi fik suppe - for det var det, der var i gryden - og vi fik kød og stegte kartofler, og det smagte dejligt. Han havde glemt at give os en kniv, men det gik også fint at skære kødet med gaflen. Så opdagede han det med kniven, og straks tog han køkkenkniven, godt repareret med tape, der hvor bladet sidder fast, tørrede den af i kitlen og gav mig den.
Enhver restaurant med respekt for sig selv har også en bardisk! Så også hos Victorino. Og en kaffeautomat. Den prustede og stønnede under hele seancen, men blev ellers ikke brugt til noget. Ikke før Gerda erklærede, at hun ville have kaffe. Jeg så godt, at Victorino fumlede med en klar flaske og ihukommende min erfaring fra forleden protesterede jeg, men Gerda, der ikke syntes, hun havde noget at fortryde, lod det villigt ske. Det var stærkt. Da vi en time senere kom til Castrojeriz, skulle vi op ad en endog meget stejl gade, men Gerda, der havde brændstoffet i sig, skød op ad den som en raket! mens folk stod og så undrende til. Vi kunne godt have overnattet hos Victorino, men stigen op til et usandsynligt støvet loft så ikke tillidsvækkende ud. Vi fik også en god snak med de to andre pilgrimme, der var absolut spanske og syntes, at det var noget pjat at bruge ordbog. Vi skulle nok finde ud af det alligevel. Og det gjorde vi så. De mente iøvrigt, at de var nogle pengepugere, munkene på San Juan de Ortega. De gav godt nok suppen gratis, men så skulle man jo donere!

Victorino pynter ikke i landskabet med sin markedsføring, og der er ingen luksus hos ham, men han laver virkelig god mad. Indretningen af hans "restaurant" er ret speciel!
Her finder vi så den opreklamerede restauratør i sin gadedør.

Victorino sidder gerne med ved bordet - med hvad han nu kan finde at skrælle kartofler med.

Vi vil nu ikke overnatte på Victorinos loft, så vi tager videre til Castrojeriz.

Det er ikke alle, der står tidligt op i Hornillas.

Gerdas opvisning fandt sted i Castrojeriz. Vi fandt frem til det kommunale refugie, som var hyggeligt indrettet med alkover i køkkenet. Vi havde småt med forsyninger, og da det var søndag, var de butikker der måske var der, lukkede. De to fra Victorinos sted dukkede op og fortalte, at i Spanien kunne man få alt i en bar, så vi fik hvad vi skulle ha'.
Da vi kom tilbage til refugiet, var det fyldt med unge mennesker, som straks gik i gang med at træne deres sparsomme sprogkundskaber på os. Da vi naturligvis var imødekommende, udfrittede de os, om vi ikke skulle have noget gang i den i nat? Da de kom hjem efter middagen, og vi var gået til ro, blev de stille vist til sengs af deres voksne ledere, og vi hørte ikke mere til dem før morgenmaden.
15. maj. Så er vi snart ude af landet Burgos. Vi må lige have et billede af broen over Pisuerga, grænsefloden til Palenzia. De unge mennesker kommer prustende ad gåstien, og nogle voksne pilgrimme er der også. En enlig vandrer gav hånd og præsenterede sig. Rib..Riri..Rami.b.., nå, vi kalder ham Ribus, selv om han ser ud til at være en fredelig mand.

Victorino havde set sit snit til at hælde noget af en klar væske i Gerdas kaffe. Det var åbenbart noget, der gav kræfter, for hun cyklede hurtigt op ad de stejle bakker i byen til stor undren for castrohianerne.

Så er vi snart ude af landet Burgos. Vi må lige have et billede af broen over Pisuerga, grænsefloden til Palenzia. De unge mennesker kommer prustende ad gåstien, og nogle voksne pilgrimme er der også. Rib..Riri..Rami.b.., nå, vi kalder ham Ribus. Vi mødte ham igen i Villacazar de Cirga, men først skulle vi se kirken i Fromista.

I Boadille er det tid at få noget at spise. Vi skal lige se kirken. Der står åbent, og Gerda går ind. Mens jeg står og fumler med mine sager i cykeltasken lige uden for kirkedøren, dukker der et optog op. En hel masse bønder - sådan nogen med blød hat og slidt kirketøj - medførende en helgenfigur, med oksespand, plov og engel. (En mand i en anden kirke, hvor der er en tilsvarende figur, forklarer med foragt i stemmen, at bønderne dyrker en landbrugshelgen, der hedder San Isidro.) Optoget passerer helt tæt forbi mig, og jeg ved ikke om det går an at tage et billede, så det må vi være foruden.
Fromista. Den kirke havde jeg set frem til at se. Det var lukketid, da vi nåede frem. Vi blev budt inden for alligevel, men forstod, at vi skulle skynde os. En fin lille romansk kirke, pænt restaureret. Bag efter kunne vi så nyde synet ude fra.

Vi nåede lige inden for inden middagslukningen, og måtte skynde os at se den, før vi kørte videre mod Villacazar de Cirga.

Den lille romanske kirke i Fromista er en af de kendteste seværdigheder på pilgrimsruten til Santiago de Compostella.

Trods stiv modvind nåede vi 44 og en halv km frem, nemlig til Villacázar de Sirga, hvor 8-9 af vennerne fra sidst sad og solede sig. Så skulle vi da følges, men vi syntes, at vi havde cyklet nok for i dag, så vi gik på baren og fik stemplet pilgrimspassene. Refugiet var indbegrebet at et gammelt spansk hus. Masser af rum med knirkende gulve på 1. sal og en samling gamle senge og skumgummimadrasser. Vi indrettede os i et af rummene.
Så skulle vi se kirken, en gotisk katedral lige over for refugiet. Santa Maria la Blanca hedder den og indeholder bl.a. en pompøs sarkofag med Don Et Eller Andet og en altertavle med et helt glansbilledalbum over hele østvæggen. En tur rundt i byen, og så dukkede "Ribus" op. Vi fik ham halet inden for og installeret i et andet rum. Han er fra Barcelona-egnen og taler helst ikke engelsk, men tysk, fransk og spansk - nej, spansk var ikke hans modersmål, for i Barcelona taler man ikke spansk, kunne han fortælle, men catalansk. Og det gør man også på Mallorca - altså i en speciel dialekt. Vi havde en hyggelig aften omkring gasblusset og talte bl. a. om de unge mennesker fra i morges. Vi spurgte, om han var lærer - han gøs og sagde noget i retning af: Nej, Gud være lovet!

Her på førstesalen residerede vi en nat i refugiet i Villacázar de Sirga. Den eneste anden gæst var "Ribus", det var under Ribuskonflikten, at vi var af sted, og vi opfattede ikke rigtigt hans navn. Han kom vandrende hen under aften, og vi kunne vise ham faciliteterne - jo der var da et lille køkken og nogle stuer med gamle senge. Han var fra Barcelona og kunne fortælle os, at der talte man skam ikke spansk!

Kirken i Villacazar er stor - nærmest en katedral.

Næste morgen var vi klar til afgang kl. 10. Regn og blæst - nej stiv modvind. Ved halv tre tiden nåede vi frem til Calzadilla de la Cueza.

Calzadilla. Refugiet ligger lige ved caminoen - men vi kom ad landevejen, så vi havde svært ved at finde det.

16. maj. "Ribus" dampede af kl. halv otte. Vi var klar til afgang kl. 10. Her var det flade land. Nu skulle vi til at køre 25 km i timen. Bare derudaf! Regn og blæst - nej stiv modvind. Vi ku' lige presse den op på 8-9 km/t. Ved halv tre tiden nåede vi frem til Calzadilla de la Cueza. Gerda og jeg delte os i to hold for at finde refugiet. Donde esta el refugio?
Delitnndskeiitgpppodmna.... Gerda havde lært mig hvad jeg skulle spørge om, men svaret var jeg ikke forberedt på. Jeg forstod dog, at jeg skule der hen og til højre m.m. Vi genfandt hinanden og også refugiet.
Der sad Fred. Australier men egentlig tysker. Han kunne ikke mere. Inflammation i benene, og lægen havde ordineret ro i adskillige dage. Nogen havde samlet ham op ude på caminoen og slæbt ham hertil.
17. maj. Vi efterlod Fred til sin skæbne og trampede af sted. Det var ganske pænt vejr, men stadig koldt og blæste som i går. I Sahagun fandt vi en bar for at få tortilla og kom til at sidde ved siden af Ernie og Cecil, som på trods af sit fremmedartede udseende er svensker. Det var den første skandinav, vi var stødt på på turen. Han var egentlig inder og havde boet mange år i Tyskland, men var altså nu svensker. Han så ud som hørte han sammen med Ernie, en tysk pige, hende der havde samlet Fred op ude på caminoen.

Vejret var koldt og blæsende med byger.
Udsigt fra refugiet i Calzadilla.

Næste mål: El Burgo Ranero

Vi fortsatte mod El Burgo Ranero, hvor refugiet ifølge Jens Erik skulle være opført af komøg. ærligt talt ser det ud som om alt, hvad vi kommer forbi her, er bygget af det materiale. Ved indkørslen til en af de brune bebyggelser står der et skilt, der viser til "Centro urbane"! Der er nu ikke meget urbant over disse delvist nederoderede bosteder.
El Burgo Ranero. Et nydeligt kolort-hus, når det skulle være. Ja, refugiet. En spansk pilgrim kommer ud ad døren med sin cykel og siger, at han vil køre til det næste refugie, for man må ikke have cyklerne inde her. Vi kan vist godt sætte cyklerne inden for under trappen? De skal ihvertfald ikke stå ude ved plankeværket. Stor opstandelse. En mand kommer og siger en hel masse. De andre spanske gestikulerer og siger en hel masse, mens de farer frem og tilbage. En kone forklarer os på fransk, at der er et opslag på opslagstavlen om en tyv, der rejser rundt som pilgrim, og der er billede på. Hov! jamen er det ikke ham, der kom ud, da vi kom ind? Nå, det ligner nu mest af alt en joke det her.
Refugiepasseren kommer og siger, at vi skal have cyklerne ud!!! Men han har en garage, og der kan vi have dem stående for en tier for hver. Vi takker og får cyklerne i sikkerhed. Vi må hellere få et lille hvil. Jeg ligger på køjen og kigger op i - taget. Der er ingen loft over værelserne. Ved siden af diskuteres der videre. Snart snakker de spansk, snart fransk. Gad vist, hvor de mennesker egentlig kommer fra?
Vi skal have noget at spise og går over på baren på den anden side af vejen, forcerer de sædvanlige affaldsmængder på gulvet og finder en stol. Cecil, der også er nået frem sammen med Ernie, giver en drink, og så kommer pigen og siger, at der er serveret? Jo, de har talt de fremmede, som naturligvis alle er pilgrimme, og har dækket et langt bord. Beboerne af naboværelset er et spansk ægtepar bosat i Toulouse og en lille mand fra Bretagne, som de havde truffet på undervejs. Enkel forklaring på sprogforvirringen. Foruden de førnævnte var der to fra Brasilien. På et tidspunkt blev vi bedt om at være stilfærdige, for der skulle være byrådsmøde i lokalet.

Jo, det ku' godt se ud som om refugiet ligesom de fleste andre huse på egnen var bygget ved brug af en hel del komøg lige fra grebningen. Mens vi sad og spiste på restauranten over for refugiet, blev der bed om stilhed.
Der skulle holdes byrådsmøde.

Ja, hvorfor egentlig al den vandren og køren på cykel, når man lige så godt kan tage motorvejen?

Léon

I Léon er der en katedral. Uden for kan man se relieffer af Himmerigets fryd og Helvedets kvaler, og inde opfyldes - som i andre spanske katedraler - kirkerummet af en kæmpemæssig træbygning, der helt spærrer for udsigten til kirkerummet.
Der er ikke refugium i Léon, og på det ene af de to hoteller, vi fik anbefalet, måtte vi slæbe cyklerne op på 4. sal.Nogle meget flinke bargæsters hjalp os med at finde et andet hotel i byens udkant, og med nogen besvær fandt vi dagen efter ud af byen og fandt caminoen igen.

Torsdag d. 18. maj. Start i øsregn. Alt regntøjet på. Caminoen er her en grusbelagt sti langs en snorlige landevej og forsynet med helt unge platantræer. De vil nok i år 2020 give den i juli eller august måned fremstønnende pilgrim en kærkommen svalende skygge - hvis han altså går ud på asfalten.
Mansilla de las Mulos havde jeg efter læsning i guiden forventet helt omkranset af mure, men byggematerialet har nok denne gang ikke kunnet modstå vejrliget. Jeg så ihvertfald ingen mure. Derimod fandt vi refugiets helt lukkede gård, hvor vi i læ i solen kunne nyde vores frokost. På tre smalle broer måtte vi dele pladsen med femoghalvfjerdstusinde bilister for at komme over de næste vandløb, og det er stadig slem modvind. Det var ved at være betænkeligt med det voldsomme ryk, det gav, når lastbilerne passerede tæt på os, så da vi kunne se caminoen 100 m inde på marken, søgte vi ind på den.
Nej, der er ikke noget refugium i Leon, kunne toulousianerne bekræfte. Men der er en stor gotisk domkirke, med nogen overdådigt udsmykkede indgangsportaler. Over for var der et lille hotel, som ikke så dyrt ud. Cyklerne? Dem ku' vi slæbe op på loftet på fjerde sal. Vi gik så på turistinformationen og fik en hotelliste. I den vestlige udkant af byen var der noget, der så tilforladeligt ud. Ved 9-tiden havde vi undersøgt samtlige (næsten) kroge af den bydel og satte os opgivende ind på en bar og fik en kop kaffe. Da Gerda klagede sin nød ved disken, kom hele baren i fuld aktivitet. Alle skulle nok hjælpe. Der blev telefoneret til nummeret og giver nøje beskrivelse, som vi dog ikke helt kunne decifrere. Da vi havde cyklet en halv kilometer længere ud ad vejen og mente, det skulle være her omkring, stod pludselig en af bargæsterne og vinkede. Han var kørt derhen i sin bil for at vise os nøjagtigt, hvor det var: Ind ad en sidegade, hen om hjørnet, over en lille plads og så til højre. Så var vi der.

Nogle steder har man plantet træer, som kan give skygge til pilgrimmene i heden i juli og august - men ikke de første mange år!

Det ser noget savanneagtigt ud, men det er nu hveden, der dækker sletten.

Der er endnu et stykke vej til Hospital de Órbigo.

19. maj. Da vi skulle have morgenkaffen, spurgte værten, om vi skulle have det hele med. Det ku' vi da godt prøve. Så fik vi en tallerken med to mariekiks, to småkager og to små toppede sandkager i papirforme - spansk morgenmad, åbenbart! Vi havde gået meget i går, 8 km gennem byen, og ude af byen måtte vi også gå ad en stærkt trafikeret færdselsåre med en længere strækning med stort vejarbejde, men det var den forkerte vej. Drejede så af til højre og kørte 10-15 km højt oppe på en hede og kom ned ved floden Orbigo, hvor der var mange frugttræer og humlehaver. Der brugte man både hest og ard. Der er flest murstenshuse, og der er en del store villaer med svømmepøl.
Når frem til Hospital de Orbigo, hvor folk er meget cyklende. Kvinder med børn, gamle mænd med "skærveknusere" - en enkelt slingrende med en træstamme på bagagebæreren - drenge på mountainbikes eller minicykler. Hospital de Orbigo. Der har været et hospital i gamle dage.
Her skal vi langt ud i skoven. Der er nemlig refugiet. Så skal vi tilbage igen, for på restauranten skal vi ind og skrives ind i en stor bog. Nej, det var da morsomt. Så sjældent, at der kommer danskere, og så i dag hele 2 par! Det skulle da ikke være den danske professor, som flere har fortalt os skulle være på sporet? De sidder der ovre!
Mads er pensioneret lærer og Lene er lærer endnu og altså indehaver af professortitlen her i Spanien. Hun har fået orlov og kan altså følge manden til sommerhuset i Andalusien, men nu er de altså på pilgrimstur i Nordspanien. Senere, ved 21-tiden, spiste vi middag sammen. 1. ret er som regel suppe (sopa), sommetider kan vi vælge, så er der også grønsager. 2. ret er kød eller fisk. Jeg fik en dejlig ørred forleden. Vi tager 2 forskellige ting og deler, hvis vi har muligheden. Til dessert er der gerne is, frugt eller yoghurt. Det koster pro persona fra 600-900 pesetas. Det er knapt 30-40 kr. Der er vin eller vand til.
Byens seværdighed er en meget lang middelalderlig bro, der strækker sig hen over byparken, men den har nok oprindeligt gået over talrige forgreninger af en tidligere større flod.
20. maj. Efter at have arrangeret deres våde vasketøj på rygsækkene, vandrede Mads og Lene af sted, og vi har ikke set dem siden. (Men vi har godt nok set deres sommerhus i Andalusien!! - hvilket træf!) Inde i byen så vi Franks cykel stå uden for en købmand, så vi ventede og hilste på ham, inden vi kørte.

Man kan godt pløje med heste i Spanien, som vi kan se det på denne humlemark uden for Orbigo.

Hospital de Orbigo - altså en by. Refugiet ligger laaangt ud' i skoven. Her traf vi for første gang danskere, den professor, som mange havde fortalt os, skulle være på ruten. Det var lærerægteparret Mads og Lene.

I Astorga skal vi se biskoppens palads!

Det biskoppelige palæ i Astorga er bygget af Gaudi. Hvis man ikke lige vidste det, kunne man tro, at en helikopter fra Amerika havde tabt en kulisse til Disneyland ved siden af domkirken. Men det er altså Gaudi. Biskoppen ville nu ikke bo i det, så det blev til museum, pilgrims- og kunst. "Slottet" var meget "elegant" og praktisk indrettet med store rum i flere etagers højde omgivet af mindre rum ved siderne. Domkirkerne er enorme gotiske kirker, i midten er der ofte bygget et helt "hus" til afholdelse af gudstjenesten. Det spærrer fuldstændigt for udsigten. Der er masser af glasmosaikker og skulpturer. Altertavlerne er enorme og forgyldte, meget støvede.
Uden for sad "Ribus" og spurgte, hvor vi havde været. Hospital...øh...hvad var det nu det hed? Hospitalet? Hvad er der dog sket? Nej, det var en by, der hedder noget med hospital. Og så skulle vi så videre til...jo, Rabanal, det er rigtig nok.
Castrillo de los Polvazares hed landsbyen. Der holdt en masse biler, så der var nok noget at se. Der var high noon, og folk var inden for. Alle husene velholdte, og gaderne rene. Mon det var et museum? Adskillige storke baskede omkring kirketårnet.
Her var det så, at bjergene skulle begynde. De skulle være værre at komme over end Pyrenæerne, og det gik da også godt op ad bakke, og vi nåede at blive ret trætte til vi nåede enden på dagens etape, Rabanal, hvor der er et engelsk refugium.

I slutningen af 1800-tallet havde man besluttet, at biskoppen i Astorga skulle bo i Disneyland! Nej, det var ikke opfundet endnu. Den catalanske arkitekt Gaudi har bygget det, men biskoppen ville ikke bo i det.

Jeg ærgrer mig stadigt over, at jeg ikke tog et billede af den flotte korsridderborg i Ponferrada, men i udkanten af byen så vi dette hus. På skiltet over døren står der: Præventivfængsel, så pas på hvad du går rundt og mener! Det bærer dog alle tegn til at være nedlagt.

Efter Astorga støder vi på en helt igennem restaureret landsby, Castrillo de los Polvazares.

Næste overnatning skal være på det engelske refugium i Rabanal.

Landsby eller ruinhob?

En stor del af husene i Rabanal er forladte og ligger hen i ruiner, men der bor dog nogen. Det engelske St. James Selskab har erhvervet sig en af ruinerne og gjort den rigtigt fint i stand. Frank finder sig vist rigtigt blandt venner her, men det gør vi andre nu også. Han har slået sit telt op i haven. Der er også fyldt godt op på sovesalen - også af nogen, der ser ud til at være af de meget omtalte, der stopper bilen kort før refugiet og kommer ind og lader som om, de er vandrere. Deres lette og mistænkeligt rene udrustning tyder på det. Det er måske bare sådan, at de lige har startet turen her. To englændere havde dog fået lov: De havde en cykel og en varevogn og skiftedes. Den ene plejede så at sove i bilen, men her var han blevet budt inden for.

De fleste af husene i Rabanal var forladte ruiner. Det viste sig at være helt almindeligt på de kanter. Rabanal var ikke den mest forladte af de landsbyer, vi kom igennem de dage. Her i Rabanal traf vi igen Franck. Han havde slået sig ned i haven.

Måske var det engelske St. James Society's refugium det bedste hus i byen.
Nu kom vi til nogle høje bjerge, som vi skulle over. Vi skulle bl.a. se den berømte stendynge, Cruz de Ferro.

21. maj. Den engelske St. James-forening gav morgenmad mellem 7 og 8. Brød, marmelade og kaffe. Så var de også hurtigt af med os. Der var 10 km til det højeste pas. Det højeste overhovedet, 1500 m. Allerede 9.25 var vi godt forbi toppen og var nået frem til Cruz de Ferro. Det er et lille jernkors på toppen af en granrafte anbragt på en stor bunke sten. Stenene har pilgrimmene haft med fra deres hjemlande som symbol på de synder, de skulle have læsset af. Vi havde også taget et par små flintesten med til bunken. Mærkeligt nok var der ikke rigtig nogen, der vidste, hvad flintesten er - jo, Frank kendte godt til flintebøsser, men at Fred Flintstone havde noget med disse sten at gøre, det var nyt for ham og for de andre.
I en totalt forladt landsby, Manjarin, sad der et par skæggede mænd, der havde indrettet deres eget private refugium. De hentede vand i dunke på en trillebør lidt længere nede ved en kilde, så de kunne servere for pilgrimmene. Og så var der sovepladser oppe under taget. Et forjættende skilt: Kun 70 km til Galicien! Vi vidste ikke dengang, at vi skulle komme til at køre næsten så langt den dag.
Så begyndte det at gå stejlt nedad, og vi måtte holde godt på bremserne. I El Acebo fik vi bocadillo og øl og kom forbi en cykelskulptur, et minde for en tysk pilgrim, der var blevet dræbt på vej ned.

Molinaseca.
Jan tegnede, mens jeg lå i skyggen under nogle små platantræer i en dejlig park ved en flod og sov.
Ponferrada. Her skulle være et refugium. Op ad trapper og ned ad trapper. Vi prøver at følge kortet i pilgrimsbogen. Bliver vist hen til en skummel gade og et forfaldent hus, der ikke viser nogen tegn på at skulle være et refugium. Døren er da også låst. Vi må nok hellere finde noget andet. Der er nu ellers udsigt til en flot gammel borg. Et par og tyve kilometer til det næste refugium.
Klimaet er åbenbart lunere her. Vinmarker. Platanerne sprunget ud. Kirsebærrene er modne. Vi køber dem af mænd og koner langs vejen.

Erna fra Tyskland er snart kommet helt op!

Cruz de Ferro. Her skal pilgrimmen kaste sine synder fra sig i form af en sten af størrelse svarende til synderne. Det er bedst, hvis han har den med hjemme fra! Vi havde også et par små flintesten med hjemmefra - ikke et mål for vor syndighed! Flint lod til at være et ganske ukendt fænomen for de andre.

Nogle "flippere" har slået sig ned i en forladt landsby i bjergene og lavet deres eget primitive refugium.

Franck skulle - som vi andre - ind og se dette specielle refugium. Og få en forfriskning.

Ribus - hvad var det nu han hed? - er stadig foran. Her nærmer vi os Ponferada.
Det er dog ikke der, vi kommer til at sove i nat. Vi kunne simpelthen ikke finde et refugium.
Vi måtte fortsætte en lang vej endnu, men ud på aftenen nåede vi frem til Villefranca.

Villefranca. Refugio Ave Fenix. I pilgrimsguiden står der, at vi vil blive hjerteligt modtaget. Det skulle være her? Et plasticrefugie? Vi troede, det var løgn, da vi stod uden for det ved 20-tiden i aftes. Det var ligesom nogle gamle drivhuse forstærkede med træplader og grene, lige op ad en ældgammel kirke. Det er en mand ved navn Jesus Jato og hans kone Maria Carmen, der har indrettet det selv. Der er cafe og opholdsrum i et drivhus og sovesal i et andet, delt ind i rum med plasticpressenninger. WC'er, brusekabiner osv. I ville tro, det var Thy-lejren eller lignende. - Vi sov skønt i frisk luft.

Ja! - Men indgangen er i den anden ende af "bygningsværket".

Inden for hersker Jesus og Maria!

Forklaringen er, at det gamle refugium er brændt, og nu samler man ind til et nyt. Men måske var det værd at bevare dette specielle sted?
Nu er vi snart i Galizien.

Og så kan man ellers hygge sig i plastic'en.

Vi er nu kommet ind i Galizien. Det betyder i første omgang nogle hårde bakker, men belønningen er, som man ser, en fantastisk udsigt.

22. maj. Nu på vej op ad det næste store bjerg. Vi sidder med overkroppen i skyggen på en bænk uden for en forretning. Der løber en å lige ved siden af, så vi bliver tissetrængende af lyden. Vi gik hen i en bar, hvor vi kunne sidde uden for i solen på en terrasse og få en øl og gå på WC, inden vi tog den sidste barske tørn til toppen.
O Cebreiro. Det kan godt være, at passet i går var det højeste, men det her er mindst lige så slidsomt, og der kommer flere, kan vi se på kortet. Klokken 19.30 kunne Gerda triumferende række armen i vejret og erklære bjerget for overvundet, mens jeg tog et billede af begivenheden.
På den forblæste bjergtop har folk i tidens løb bygget deres hytter og huse afrundede og med taget gående næsten ned til jorden. De gamle hytter ligger nu som et minde om andre tider, men de nyere stenhuse, der er der, har heller ikke så skarpe hjørner.
Her på refugiet mødes tilsyneladende alle pilgrimmene. Et par skoleklasser støjer rundt, men bliver sendt i kælderen, hvorfra vi ikke senere hører så meget fra dem, men en let beruset franskmand, der ligner en forkølet udgave af Bjarne Liller, render stadig rundt og beklager sig over, hvad han har været udsat for et andet sted.
Flot køkken - bare en skam, at hverken det varme vand eller komfuret virker. En prop til fire køkkenvaske. Og alt servicet er låst forsvarligt inde. Stor opholdsstue med lædersofaer, men ingen borde. Hårdt betonmiljø.

Klokken 19.30 kunne Gerda triumferende række armen i vejret og erklære bjerget for overvundet, mens jeg tog et billede af begivenheden.

Nej, det er ikke her, vi skal sove. Huset er kommet på museum, for det er karakteristisk for den måde man byggede her oppe i de forblæste højder ved indgangen til Galizien i gamle dage.

Refugiet på Cebrero blev bygget i 1993 - et rigtigt betonrefugie, hvor alt, hvad vi kunne få brug for var låst inde.

Pilgrimmene har stridt sig frem mod vestenvinden i højden.
Her en af de bedste pilgrims-skulpturer, vi så på turen.

For at føje sig efter vinden har man altid bygget afrundet på Cebreiro.
Selv kirkegården er afrundet, så det ikke skal suse så uhyggeligt om hjørnerne.

Vi har nu en lang bakke, vi skal ned ad...

Noget karakteristisk for Galizien, et lille hus til opbevaring af korn. Det brugest vist ikke mere til sit formål.

Tirsdag d. 23. maj. Så er det igen nedtur med ondt i hænderne af at holde på bremserne ned gennem alle hårnålesvingene. Det er de gamle landsbyskoler, man har bygget om til refugier i Galicien. Det var svært at finde det i Barbadelo efter 52 km's cykling.
24. maj. Man fortalte os, at caminoen var fin at cykle på her fra, så den tog vi, men det kom vi ikke langt med. De første kilometer var en god og fast jordvej, der snoede sig mellem marker, huse og gårde, og efter at vi havde krydset hovedvejen, var der asfaltvej lige ind til en landsby. På den anden side af den var vejen brolagt med store sten, men den lå så lavt, at den var oversvømmet med en halv meter vand. Så var der en høj rampe i kanten, som godt kunne passeres, hvis man var til fods, men vi måtte bære cyklen med al bagagen, og sådan så det ud til at fortsætte et stykke vej. Vi vendte altså om. I den landsby var det første gang, vi så de særlige galiciske kornmagasiner. Der er små smalle huse med en meget høj sokkel. Og så er der små kristne eller keltiske figurer på taget.
Ved Porto Marin er floden stemmet op til en lang sø, under hvis overflade en gammel bydel skjuler sig. Resterne af en gammel bro er ombygget til en meget lang trappe, som ender ved et lille kapel. På torvet er der arkader og en særpræget romansk kirke. I Gazos skulle man hente nøglen hos naboen. Der var der ingen hjemme! Men det var den anden nabo, som bare gik ind i huset og hentede den. Vi kunne så slå os helt alene ned i den gamle skole, som var nøjagtig magen til det forrige refugie. 25. maj. Ligonde-Airexe. Her skulle være et gammelt hospital og en pilgrimskirkegård. Vi standsede uden for et skolerefugie og snakkede om, hvad der mon stod på det der papskilt henne på træet ved et hus, der så ud til at være ret nyt, men ikke velholdt. Der kom en tyk kone ud, og hun har utvivlsomt spurgt, om vi skulle have noget. Vi overvejede situationen og nikkede til hende. Vi blev så ført inden for hegnet, ind mellem hønsene og kalkunerne og ind i huset. Vi blev budt at sidde ned ved spisebordet i stuen, og der blev ryddet lidt af. Stuen var iøvrigt møbleret med en skænk, et TV, en video og anselige stabler af videobånd. Gerda måtte ud og se i køleskab og fryser, hvilket resulterede i opvarmet (microovn?) boccadillos belagt med gedeost og nescafé med varm mælk. For at vi ikke skulle kede os, tændte hun for TV'et og sappede rundt på alle programmerne i en hast, så vi ville være i stand til at følge dem alle, hvis hun ikke hurtigt havde givet sig til at vise os video. Vi har set flere "nye" pelegrinos i dag. 4 mænd på cykel og mindst 10 gående. Da Margot og Louis nåede frem, kunne de vise os vej til den føromtalte pilgrimskirkegård. Genboen låste op for os og viste os nogle gravsten, som skulle være lagt over pilgrimme. Han skrabede også noget græs til side ved kirkemuren og viste os et indhugget billede med to løver og en mand. 26. maj. Vi har sovet helt alene i et slot af et refugium i Melide med plads til 108 pilgrimme. Da vi spiste morgenmad, kom der en og bankede på. Det var en tysker, der havde overnattet på hotel. Han havde startet sin pilgrimsvandring i Saria.
Vi har kørt skiftevis på caminoen og på landevejen. Det begyndte at øsregne, så vi har været på cafe flere gange. Sidst på eftermiddagen ankom vi meget våde til Sta. Irena. Der var et par ottemands-stuer i stueetagen, og vi bandt alle til rådighed stående snore op mellem køjerne og hængte alt til tørre. Cykeltaskerne sejlede i vand indvendigt, og kun takket være plasticposerne var der stadig nogenlunde tørt tøj.
Så kom der to unge mennesker på mountainbikes. De var ikke bare våde. De var også godt beskidte. De havde været stædige nok til at mene, turen skulle gennemføres på caminoen, og de så ud derefter!
Ud på aftenen ankom der tre synftigt udseende fyre med en schæferhund. De var lige så våde, som vi andre havde været, og de skulle have at vide, hvor man kunne købe noget. Men først skulle de have sig en lille en. De styrtede rundt med en flaske uden etiket, der hele tiden skulle gemmes inde bag ved i et af køkkenskabene. Vi blev tilbudt at smage, men afstod! De to mountainbikere, som var finner, Mikko og Sirpa, kunne, når det kom til stykket godt forstå, hvad vi snakkede om på dansk, var heller ikke sikker på, at de tre med hunden var nogen, man kunne stole på, og vi forskansede os i de små soverum, mens de tre støjede videre i opholdsstuen.
De to finner talte udmærket engelsk og spansk. Sirpa, pigen, studerer spansk og økonomi, hun havde været her i 7 måneder, og skulle hjem nu. Mikko var kommet til Spanien for at være sammen med Sirpa og arbejdede nu som kok i La Coruñia. Han havde samlet nogle store, flotte muslingeskaller på stranden der oppe, og ved afskeden gav han mig en af dem.

Flere af refugierne i Galizien er gamle ombyggede skoler af denne bestemte type.

Portomarin

Portomarin møder vi lidt højt oppe. Det er en by, hvis lavere dele er oversvømmet af en opdæmning. På torvet står mændene og kigger over på den romanske kirke.

Det var børnene, der befolkede kirken, da vi besøgte den.

Så er vi ved at være i Santiago de Compostela.

27. maj. Over middag var vi i Santiago. Det var en underlig fornemmelse at køre ind på den kæmpestore domkirkeplads, målet var nået. Der var ingen velkomstkomite, men Mikkos og Sirpas cykler stod parkeret ved domkirken sammen med et par andre. Se - sagde jeg - der står Mikko og Sirpas cykler. En spansk dame i pænt tøj kom straks hen og tiltalte os. Jeg tror, hun spurgte, om vi kendte dem. Hendes mand var også lige ankommet, hun kendte dem og holdt øje med cyklerne. Jan blev og ventede, mens jeg gik for at finde pilgrimskontoret. Vi skulle ha' udfyldt vores beviser. Men jeg kunne kun få mit eget, Jan måtte derhen selv bagefter. Vi fandt os et hostal lige i nærheden, faktisk i det historiske centrum, hvor vi kunne få cyklerne i garage. Vi havde spurgt et par steder, men på det billigste skulle vi bære cyklerne op på 2. sal. Vi mødte et hollandsk par, vi havde talt med en gang for længe siden på turen, på domkirkepladsen. De fortalte os om et hostal, hvor vi kunne få cyklerne ind på en nemmere måde. Der fik vi et værelse med balkon ud til gaden. Vi fik straks pakket ud, gik i bad og lagde os til at sove. Vi havde ikke sovet godt i nat pga. de fyre der. Nu har vi været i domkirken 2 gange, Der er meget at se. Vi har mødt nogle få af dem, vi har set i de sidste dage. I morgen kl. 12 skal vi til messe i domkirken. Jeg er meget spændt på, om nogle af de gamle venner er nået frem.

Santiago-katedralen er en middelalderlig kirke, selv som den ikke ser sådan ud. Den har nemlig fået en barok-facade. Nogle af stenene til barok-byggeriet blev bragt af pilgrimmene, som skulle besøge et stenbrud undervejs og tage en sten med til Santiago.

Inden for barok-facaden er den gamle facade. I midtersøjlen skal man lægge hånden i et håndaftryk og kysse hovedet af en lille statue.

Vi var så heldige, at vi kom til Santiago om lørdagen. Der var valg om søndagen. I den anledning var der fest i byen. Der var musik og optræden på alle pladser. Rigtige orkestre og børn, der gav opvisning i folkedans. På domkirkepladsen var en stor scene med rockmusik, men også anden optræden. Der var gøglere på gaderne. Et par i pænt tøj "som var rullet" i ler. De var gullige overalt. Nogen på enhjulede cykler og klovner. Der var en, der spillede vældig godt på, jeg ved ikke på hvor mange instrumenter på en gang. Der gik også orkestre op og ned ad gaden. Kl. 12 om natten, da vi lige var faldet i søvn, lød der skyderi, men vi sov bare videre, næste dag hørte vi, at det var det flotteste fyrværkeri.

Søndag kl. 12 gik vi til pilgrimsmesse i catedralen. Det var særlig flot, fordi det var søndag. - Vi satte os ned og kiggede rundt for at se, om nogen af dem vi kendte, der var nået frem. Vi så ingen, kun lokale folk og turister, som skulle til messe. Endagsturisterne går rundt uden om under messen og kigger, det ville man ikke gøre i Danmark. Jeg var nok lidt skuffet over, at vi tilsyneladende var de eneste. På et tidspunkt bliver der oplæst fra prædikestolen, hvilke pilgrimme der er ankommet, og hvorfra de er startet. F.eks. fire franskmænd til fods fra León, 2 danskere på cykel fra San Jean Pied De Port. (Det var os). Pludselig siger Jan: "Se, hvem der står på prædikestolen". Det var vores ven "Ribus", som vi har mødt på vejen utallige gange. Han går lige så hurtigt, som vi cykler, (dog ikke nedad). Han er startet i Barcelona for en måned siden. Han taler både engelsk og fransk vældig godt. Vi mødte ham første gang ved en romersk bro for meget længe siden, han gav hånd og præsenterede sig. Jeg forstod ikke rigtigt hans navn dengang, han hedder Ribera Ramon, efternavnet først. Derfor har vi hele tiden omtalt ham indbyrdes som "Ribus". Han stod der på prædikestolen og fortalte i mikrofonen, at han var ankommet til fods ad caminoen (tror jeg). Han så meget flot ud i messehagel, hvid med kulørte bånd ligesom ordensbånd. - Tænk, han er katolsk præst, det vidste vi ikke. Han var godt nok meget dannet og vidende. Han har lært mig nogle vigtige ting i den spanske grammatik, men vi har også haft det sjovt og grinet. Jan siger, at han egentlig havde haft det på fornemmelsen. Mange af pilgrimmene har sikkert alvorlige motiver, selvom de ikke taler om det. - Sidst i gudstjenesten var der altergang, 3 præster stod ved hver sin side af koret, og folk stod i lange rækker. Jeg rejste mig op og forsvandt i mylderet op bag højalteret. Der står en stor helgenfigur af Santiago besat med guld og ædelstene, man går op ad en trappe og forbi bag ved, så skal man omfavne og kysse ham. Jeg fik lejlighed til at gå derop næsten alene, så jeg rigtig kunne kigge på det hele. Jeg havde været deroppe om lørdagen, men da sad der en vagt, som absolut skulle vise mig, hvad jeg skulle gøre, så da forsvandt jeg hurtigt igen. Under højalteret, siges hans efterladenskaber (knogler) at være gemt i en sølvkiste, den har jeg også set. - Da jeg kom tilbage var altergangen forbi. Munke i vinrøde kutter var ved at gøre klar til røgelsen. (Det var vist kun om søndagen.) 8-10 mand satte et stort røgelseskar i svingninger med reb. Et tykt reb var sat fast øverst i kuplen og for neden hang karret. Alle mand havde fat i et reb. Jeg ved ikke hvordan, men det fik så meget kraft på, at det svingede højt op under kuplen. Jan har læst, at man oprindeligt gjorde det for at skjule den grimme lugt at beskidte pilgrimme. Da det hele var forbi, holdt jeg øje med præsterne, der medvirker mindst 3 ved de store messer. De gik ud i sakristiet. Jeg fulgte efter og spurgte en af munkene, som var ved at lukke døren til sakristiet (der stod adgang forbudt) om vores ven. Han sagde, at jeg bare skulle gå med ind, tror jeg. Jeg gav "Ribus" hånden og sagde, at vi var så glade for at se ham igen. Han blev også vældig glad for, at vi havde været der og kyssede på kinder (som man gør). Det havde været en speciel stor oplevelse for ham at stå på prædikestolen og medvirke i messen i Santiago. Han skiftede tøj og gik med ud til Jan. - Det var vel nok en oplevelse!
Vi mødte et tysk par, som var cyklet fra Köln, over 2000 km. men de havde cyklet meget længere strækninger end os og kun på de store veje, så dem har vi ikke mødt før. På gaden mødte vi Ernie (en tysk pige), Louis og Margot, et fransk ægtepar, som har taget turen 15 gange (men de har også kørt i bus en gang imellem, har vi opdaget) og "den lille mand fra Bretagne", en ung mallorciner og "de tre rødder", nu lignede de tre meget trætte fyre!
Det er en stor by, så man behøver ikke møde hinanden, men alle går jo rundt i det historiske bycenter. Vi boede lige i nærheden af katedralen på et dejligt hostal med bad og balkon. Det kostede ca. 300 kr. pr. nat med morgenmad. Det er dyrt efter priserne her, men godt og centralt. Vi trængte til at hvile os efter næsten 4 uger på nye sovesale hver nat. Vi er blevet lidt forkølede p.g.a. det skiftende vejr i Santiago. Det var varmt i solen, men hundekoldt i skyggen. Vi var der i 3 dage. Jeg sidder ved spisebordet med min kaffe. Vi har fået ensalada mixte (med tun og tomat), pølser, spejlæg og pommes frites, til dessert flan, en bagt budding med karamelsovs. Hertil en sur landvin.
-----------------
Turen til Santiago blev på 27 dage og 950 km i al slags vejr: varmt sommervejr, hagl, nattefrost, regn og storm - og mange forskellige slags terræn at cykle i. Vi havde hjemme fra beregnet, at ville cykle i gennemsnit 30 km om dagen, da vi ville have god tid til at holde pause og se os om. Selv om vi havde så god tid, synes jeg endda, det var svært at kapere de mange forskellige indtryk. Meget afvekslende landskaber og klima, kulturer og levemuligheder. Små bitte fattige landsbyer og kæmpemæssige domkirker med overdådige ceremonier. Men for os begge er det, der har gjort mest indtryk, alle de flinke spaniere vi mødte og fællesskabet med de andre pilgrimme.

Vi så meget efter, om der var kommet nogen af de andre. Ribus måtte da være kommet med den fart, han havde på, men nej, han så ikke ud til at være der heller. Men, Ribus (nej, Ramon Ribera, hedder han!) dukkede op i fuldt ornat på prædikestolen! Her uddeler han nadvaren for altergængerne.

Byen var fyldt med gøgl og musik, og det er vist normalt for Santiago. Den aktuelle anledning var her lokalvalget, som blev afholdt i de dage, vi var der.

I nærheden af san Francisco-kirken 100 m fra domkirkepladsen fandt vi et hotelværelse. Det er os, der residerer ved altanen til højre.

Man siger, at det altid regner i Santiago. Hvis det ikke regner, har det lige gjort det, eller det skal lige til det. Måske fornemmes det på billedet th. Ellers kan bare gå ind på www.xacobeo.es eller www.crtvg.es og se efter!

Efter nogle dage i Santiago tog vi til Portugal, hvorfra vi skulle med flyver hjem.